tirsdag den 15. april 2008

Nyt kristent netværk

Et nyt netværk med Tove Videbæk og Marianne Karlsmose i spidsen, vil præge samfundet på baggrund af kristne værdier - og på tværs af partier.


- Vi er en kreds af samfundsengagerede mennesker, der mener at kristne værdier kan præge det moderne danske samfund i positiv retning, siger Tove Videbæk, som sidder i Regionsrådet for Kristendemokraterne. - Men vi ønsker at danne et netværk på tværs af de politiske partier for alle, som kan gå ind for vort grundlag, tilføjer hun. De kristne værdier er jo ikke kun en specialitet for ét parti. Her er inspiration til alle!

De har valgt at kalde netværket ”Værdipolitisk Netværk”.

- I netværket vil vi kæmpe for, at kristne værdiers indflydelse på det danske samfund bliver styrket. Samtidig vil der i netværket være plads til stor forskellighed, idet netværket er åbent for alle, der er enige i formålet, uanset politisk og kirkeligt ståsted, siger gymnasielærer Marianne Karlsmose, den tidligere formand for Kristendemokraterne.

- I Danmark er religionens rolle i samfundet meget omdiskuteret i disse år – til trods for at mange bekender sig som kristne og endnu flere har taget centrale kristne værdier til sig. Desværre oplever vi, at der er berøringsangst over for at diskutere, hvad der er de politiske konsekvenser af kristne værdier. Derfor er der brug for et Værdipolitisk Netværk, mener Christian Bjerre, medlem af byrådet i Herning.

Selv om de tre og et fjerde medlem af initiativgruppen kommer fra KD, er der allerede flere politikere fra andre partier, som er med i netværket, oplyser Værdipolitisk Netværk på deres hjemmeside www.vaerdipolitik.net.

Værdipolitisk Netværk holder Opstartsmøde lørdag den 24. maj klokken 13.00 på Christiansborg i København.

Ingen kommentarer: