lørdag den 25. august 2007

Hvor er Mogens?

Siden folketingsvalget i 2005 er Mogens Nørgård Pedersen næsten blevet usynlig, og det er selvom han i mellemtiden er blevet næstformand for Kristendemokraterne.

Mogens Nørgård Pedersen, der indtil folketingsvalget i 2005 sad i Folketinget er en af de kristendemokratiske politikkere, der er helt forsvundet. Tilbage er kun Bodil Korbek.

Det drejer sig ikke om manglende mediedækning, for det har han i forvejen ikke haft megen af. Men på Kristendemokraternes hjemmeside, er han også forsvundet. Da han var folketingsmedlem, skrev han jævnligt, men siden har han ikke. Og det er selvom han i mellemtiden er blevet næstformand for partiet. Det skal dog nævnes, at han i perioden op til formandsvalget, hvor han selv stillede op, skrev nogle få indlæg på kd.dk.

Men hvor er Mogens nu? Hvis Kristendemokraterne virkelig vil i Folketinget, har de brug for flere profiler. De fleste ved nu, efter denne sommer, hvem Bodil Kornbek er, men det er ikke nok til at nå tilbage i Folketinget. Der er en spærregrænse på to procent, der skal nås. Når spærregrænsen er nået, er man sikret fire mandater. Bodil Kornbek kommer ikke til at sidde på dem alle! - Det er Kristendemokraternes opgave at vise vælgerne, hvilke mulige kandidater, der er til de kommende mandater!

KD og 3F: Flere danskere på arbejdsmarkedet

"Flere hundredetusinde danskere vil gerne ind på arbejdsmarkedet", skriver Poul Erik Skov Christensen, formand for 3F, og Bodil Kornbek, formand for Kristendemokraterne, i en fælles kronik i Jyllandsposten.

Kristendemokraterne og 3F mener, der er massere af danskere, der gerne vil på arbejdsmarkedet, hvis de får den nødvendige opbakning og hjælp dertil.

"Vi vil gerne gentage, at de, der på grund af sygdom og ulykke har mistet arbejdsevnen, ikke skal tvinges ud i udsigtsløse aktiveringer. Men de, som på grund af læse- og skolebesvær aldrig fik reelle muligheder for et godt fodfæste på arbejdsmarkedet, skal tilbydes en genstart med læseundervisning og med grundlæggende skolekundskaber. Et tilbud om et nyt liv som læsende menneske med alle de chancer og rettigheder, det medfører."


Kronikken kan blandt andet læses på Kristendemokraternes hjemmeside, www.kd.dk.


torsdag den 23. august 2007

Frihedspartiet.org

Nu er Frihedspartiet online med en hjemmeside.

På Frihedspartiets hjemmeside kan man blandt andet finde vælgererklæringer og enkelte programpunkter til partiprogrammet.


Frihedspartietspartiets stifter Ruth Evensen, opfordrer alle, der ikke allerede har udfyldt en vælglererklæring siden sidste valg, til at udfylde en erklæring til fordel for Frihedspartiet.  

Hjemmesiden kan findes på adressen www.frihedspartiet.org.

søndag den 19. august 2007

Kornbek til debat med oppositionens partiformænd

Den 4. september mødes Bodil Kornbek til debat sammen med Helle Thorning-Schmidt og Marianne Vestager i Randers.

De tre kvindelige partifomænd mødes til et offentligt fyraftens-debatmøde kl. 17.00-18.30 på musik- og teaterhuset Værket i Randers.

De tre kvinder, der alle står foran deres første folketingsvalg som partiledere, kan efter valget alle få en central rolle i forbindelse med regeringsdannelsen.

Hvis valget ændrer magtfordelingen i Folketinget, kan Helle Thorning-Schmidt blive Danmarks næste statsminister. Men det vil kræve støtte fra både Kristendemokraterne og Det radikale Venstre. Kristendemokraterne har dog allerede valgt at pege på Helle Thorning-Schmidt.

Det er Kristendemokraterne i Randers Kommune, der i samarbejde med Socialdemokraterne og Det radikale Venstre i Randers arrangerer mødet

mandag den 13. august 2007

Bjarne Møgelhøj skifter til Ny Alliance

CD's nu tidligere formand Bjarne Møgelhøj skifter til Ny Alliance.

Bjarne Møgelhøj har tidligere foreslået en sammenlægning med Kristendemokraterne, som Kristendemokraterne afslog. Og han har også offentligt talt for en fusion med Ny Alliance, hvilket højst sandsynligt ikke har været støttet af CD's bagland, siden han nu forlader CD og melder sig ind i Ny Alliance.

torsdag den 2. august 2007

Frihedspartiet er imod EU

Ruth Evensens nye parti, Frihedspartiet, er nu på vej med en hjemmeside, og kan til Kristendemokraten fortælle, at de helt klart er imod EU.

Det er ikke meget, vi har hørt fra partiet Frihedspartiet siden det blev stiftet for snart en måned siden som reaktion på Kristendemokraternes lempning i deres holdning til abort. Kristendemokraten forsøgte allerede kort efter stiftelsen at komme i kontakt med partiet og spurgte blandt andet til, hvornår der ville kommer mere information om partiet, og hvilken holdning partiet har til EU.


I en e-mail-meddelelse modtaget af Kristendemokraten i dag, svarer Ruth Evensen:

"Vi er ved at få en hjemmeside op at stå, men jeg kan da sige dig helt klart, at vi er imod EU. Ingen tvivl om det."

Det er hvad hun slår fast på nuværende tidspunkt.

Hedegaard mod ftalater i skoleudstyr

Miljøminister Connie Hedegaard vil have ændret EU's ftalatregler, så der også bliver forbud mod ftalater i skoleudstyr.

Siden april måned i år har der været forbud mod ftalater i legetøj til børn under 14 år. Men en rapport fra Miljøstyrelsen har vist, at blandt andet to viskelædere, der indeholdt ftalater, ikke kan kategoriseres som legetøj, og dermed ligger de uden for forbuddet.

Miljøstyrelsen har vurderet, at de to viskelædere alligevel kan være problematiske, hvis børn sutter på dem og indtager små mængder hver dag over en længere periode.

Ministeren har derfor bedt Miljøstyrelsen om at sende undersøgelsesrapporten og vurderingen af viskelæderne til Kommissionen med en anmodning om at få skoleudstyr, som ikke er legetøj, omfattet af de nye EU-ftalatregler.

"Det er uacceptabelt, at børn udsættes for ftalater gennem skoleudstyr som for eksempel viskelæder, der falder uden for ftalatreglerne, blot fordi det ikke kategoriseres som legetøj. Undersøgelsen viser jo, at der også kan være en risiko for børn ved andre produkter end legetøj, og det skal der tages hånd om", siger miljøminister Connie Hedegaard.

DF kræver tilsyn med koranskoler

Dansk Folkeparti mener, de private koranskoler skal kontrolleres af det offentlige.

"Jeg bryder mig ikke om, at man sidder og terper Koranen. Det kommer der ikke noget godt ud af. Koranskoler er en selvmodsigelse i integrationen, for det er svært at integrere nogen, når de er i et miljø uden danskere", siger uddannelsesordfører Martin Henriksen til Berlingske Tidende.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj afviser forslaget. Hun mener, at forsamlingsfriheden er et demokratisk princip, der skal beskyttes:

"Jeg ønsker ikke at udøve kontrol over, hvad man laver i 100 procent private foreninger", siger Rikke Hvilshøj.

Højere straf for voldtægt og bedre hjælp til ofre

Dansk Folkeparti kræver nu strengere straf til voldtægtsfordrydere og samtidig bedre hjælp til ofre for voldtægt og vold.

Dansk Folkeparti kræver, at regeringen indfører en minimumsstraf på fire års fængsel til overfaldsmænd, der begår voldtægt.

"Vi strammede straffene for fem år si­den, og det har hjulpet lidt på dom­stolenes strafudmåling, men vi mener, at der stadig er behov for højere straffe. I dag ligger gennemsnittet for den slags voldtægt på to års fæng­sel, det mener vi altså ikke er meget", siger retsordfører og næstformand i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup.


Dansk Folkeparti foreslår samtidig at ofre for voldtægt og vold skal have at vide, hvornår deres gerningsmænd bliver løsladt fra fængsel. Det forslag støttes af både Venstre og Socialdemokraterne.

"Det er jo ikke sjovt, hvis nogen siger til offeret, at jeg mødte din gerningsmand på gaden. Det giver også offeret en mulighed for at tage sine forholdsregler, at de ved, hvornår gerningsmanden bliver løsladt", fortæller Peter Skaarup, til Information.

Formanden for Dansk Retspolitisk Forening, forsvarsadvokat Bjørn Elmquist, er helt uenig med Dansk Folkepartis forslag:

"Det strider mod al fornuft, hvad angår resocialisering. Det fastholder offeret i en traumatisk opfattelse af situationen, og fastholder gerningsmanden i en position som kriminel", siger han.

Meningsmåling: VCO har flertal

Ny meningsmåling viser, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har 88 mandater. Henter blokken to nordatlantiske mandater rammes de 90 nødvendige mandater, som gør Ny Alliance ligegyldig.

"Det var et mediehysteri med Ny Alliance. I dag kan man se, at det er radikal politik bare med nogle andre personer. Derudover er der ikke sket noget som helst", siger Pia Kjærsgaard til Berlingske.

Michael Kristiansen, tidligere spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, mener dog Ny Alliance stadig har betydning. Michael Kristiansen har tidligere spået partiet en stor fremtid.

"Man skal stadig hæfte sig ved de kæmpe bølgeskvulp, der har været siden valget i 2005. Muhammed-krisen fik det til at skvulpe helt ned for Socialdemokratiet, mens velfærdsdebatten fik det til at skvulpe fuldstændig den anden vej. Og så har vi set voldsomme udsving, da Ny Alliance blev dannet. Så hvis man tror, at alt er som før, så tror jeg, at man tager grueligt fejl", siger han.

Partileder Pia Kjærsgaard er bare træt af analytikere og kalder dem cand.bagklog.

Det er vigtigt at huske på, at dette blot er en meningsmåling. Der er ikke taget højde for, at Kristendemokraterne kommer ind ved næste valg, og heller ikke, at der meget let kan opstå store udsving, ligesom der gjorde ved Ny Alliances dannelse.

onsdag den 1. august 2007

Connie Hedegaard meldt til politiet

Miljøminister Connie Hedegaard er blevet meldt til politiet af Greenpeace.

Greenpeace mener, hun overtræder loven om ministeransvarlighed da hun har godkendt brugen af en gensplejset majstype, som er modstandsdygtig over for antibiotika.

Ifølge EU's lovgivning skal genmodificerede organismer, som er resistente over for antibiotika, være udfaset inden udgangen af 2004.